Pain is in the Brain/Smerten sidder mellem ørerne
Den mest anerkendte definition af smerte er fra IASP (International Association for the Study of Pain), og vil på dansk kunne beskrives som en ubehagelig sanseoplevelse forbundet med virkelig eller mulig vævsskade.
Denne definition fastlægger, at smerte er en kompleks, men også subjektiv størrelse, og derved adskiller den sig fra de tidligere forklaringer, der i langt højere grad udelukkende betragtede smerte som vævsskade. I dag ved vi, at vi kan føle smerte, dog uden at der er påviselig skade på vævet.
Et klassisk eksempel kan være rygsmerter, som ikke kan påvises ved røntgen eller MRI-skanninger.
I den akutte skade (f.eks. en forstuvet ankel) er der lokal betændelse, der giver smerte, og der er et tydeligt bevis på, at der er vævsskade, idet foden er gul og blå og hævet. Det er let at se skaden og dermed forstå, hvorfor det gør ondt.
Den nye definition accepterer, at der er en del af smerten, som er en følelsesmæssig oplevelse af en virkelig eller mulig trussel mod kroppen, altså en proces i hjernen.
Lad os forestille os, at vi tager en hjerne og konserverer den – adskilt fra kroppen. Pain is in the Brain – men kan den konserverede hjerne opleve smerte? Nej, det kan den ikke! Der skal altså en krop til, som kan aktivere nervesystemet, for at mennesket kan føle smerte.
Efter impulsen er afsendt fra huden med fx en rift, bliver informationen modtaget i rygmarven, hvor den vurderes første gang. Her besluttes, hvorvidt informationen er farlig nok. Er den det, bliver den sendt videre.
Når informationen ankommer til hjernen, bliver alle mulige centre aktiverede; forestil dig hjernen som et slags orkester, hvor slagtøj, strygere og blæseinstrumenter medvirker til at spille en melodi. Når vi har smerte, spiller vores orkester Smertesymfonien.
I nogle tilfælde sker der det, at orkestret er blevet så dygtigt, at det spiller Smertesymfonien selv ved små opfordringer – altså hvis der fx er en forandring fra tidligere, som stammer fra, at orkestret er blevet dygtigere og dermed gerne vil spille hele tiden. Smerte kan dermed forstås som en velmenende og beskyttende gestus fra hjernen til kroppen, men som i de fleste tilfælde vil være træls for mennesker med vedvarende smerte. Måske kan det hjælpe at tænke på smerten som en positiv ting, som vi ikke kan leve foruden.
Betyder det så, at vi har denne smerte for altid? – Nej! Kunsten består i at finde ud af, hvorfor hjernen mere eller mindre ubevidst er kommet til denne konklusion. Vi skal narre eller manipulere hjernen til at tro, at kroppen er uden for fare.
Andre former for behandling, der virker mod langvarige smerter er information og vejledning, mindfulness, motion, gradueret aktivitet, coaching, planlægning af hvile/aktivitet samt plan for medicinforbrug.
Heldigvis er kroppen i stand til at hele de fleste vævsskader og akutte smerter selv inden for en kort periode. Som udgangspunkt skal vi sikre, at kroppen har optimale forhold til at hele sig selv. Eksempler på behandling, der kan understøtte den naturlige heling af skadet væv, kan være manuel terapi, funktionel bevægelse, kredsløbstræning og lette aktiviteter – og formentligt især – tid til restitution/hvile (inklusive søvn) og hensigtsmæssig ernæring.
Informativ video på engelsk kan ses her
Ninna Precht Jensen
