Foden er helt unik.
Vi kan gå på brosten, i sand, i skoven og på asfalt, uden at miste balancen. Foden tilpasser sig underlaget og skal på én gang være fleksibel, stabil, blød og stærk. Alle fodens muskler, led og ledbånd skal fungere optimalt sammen. Hvis blot én muskel eller ét led giver smerter, er der risiko for, at du overbelaster kroppen og får ondt i fod, knæ, hofte eller ryg.
For hvert skridt vi tager, sendes der et stød op gennem kroppen. Derfor har vi en række støddæmpere, som mindsker belastningen.
Når hælen sættes i, føres vægten normalt ud over fodranden. Foden falder en smule indad, når vægten lægges over på foden – dette kaldes pronation. Pronationen gør, at svangen dæmper stødet. Derefter afsættes der via storetåen.
Nogle mennesker pronerer for meget, fordi strukturerne i foden er for eftergivelige. Det kan medføre overbelastning af ledbånd og muskelsener. På fodaftrykket ses det, at svangbuen kommer helt ned og får kontakt med underlaget – dette kaldes platfodethed.
Hos andre mennesker stoppes pronationen for tidligt, og kroppen får ikke dæmpet stødet tilstrækkeligt. De stramme ledbånd og muskelsener overbelastes. På fodaftrykket ses det, at svangbuen slet ikke rammer gulvet – dette kaldes hulfod.
Ved både platfod og hulfod ses gener som irritation i svangsenen, skinnebensbetændelse, løberknæ, smerter under hælen og akillesseneproblemer.
Nogle har slidt skævt på deres fødder gennem mange år uden at tænke nærmere over det – måske opdager de det slet ikke. Andre bliver først opmærksomme, når der opstår fejlstillinger andre steder i kroppen, fx i knæ, hofter eller ryg. Her er det vigtigt, at der ikke kun fokuseres på det led, der gør ondt, men også på fodens stilling og betydning for problemet.
Afhængigt af hvilket problem man har med sine fødder, findes der forskellige muligheder for hjælp til selvhjælp:
- Brug støttende fodtøj med stiv hælkappe og opbygning i svangen.
- Snør eller luk skoene til – skoene hjælper kun optimalt, hvis de sidder fast på foden.
- Få fremstillet indlæg, som understøtter svangen.
- Lav kortfodsøvelser, som opbygger og vedligeholder svangbuen.
Kortfodsøvelse
Øvelsen styrker musklerne i svangen og fodbuerne.
- Sid på en stol med god afstand mellem fødderne.
- Træn én fod ad gangen.
- Spænd muskulaturen i svangen, så svangen trækkes op, og foden bliver smallere og kortere.
- Hold tæerne i underlaget og undgå at krumme dem.
Mærk, hvordan svangen buer op under øvelsen – du kan evt. mærke efter med fingrene.
Lav 3 x 10 gentagelser med hver fod.
Variation: Når du bliver stærkere, kan du udføre øvelsen stående – først på begge ben og senere på ét ben.
Er du i tvivl om, hvordan du skal afhjælpe dine eventuelle problemer, står vi klar med råd, vejledning og behandling – og hjælper dig på vej.
Ofte kan øvelser mod fejlstillinger i fødderne være svære at integrere, da det kan føles, som om man korrigerer forkert. Det skyldes ofte, at hjernen har vænnet sig til, at fejlstillingerne og de gamle bevægemønstre er ”normale”.
Det kan derfor tage tid at indøve nye mønstre og øvelser – men prøv!
God fornøjelse.
Karen-Louise Edelgaard